Act Now Video
Flood for Climate Justice
Tusindvis af aktivister fra mere end 20 forskellige lande har til formiddag demonstreret sammen med NOAH Friends of the Earth Denmark i ”Flood for Climate Justice” for at kræve klimaretfærdighed og for at gøre en ende på falske løsninger som afladskøb. Stærke talere til demonstrationen understregede de globale konsekvenser af klimaforandringerne og det faktum, at der forhandles om liv og død for en stor del af verdens mindre udviklede lande i København i disse uger. De tre talere: Mr. Nnimmo Bassey, (Formand for Friends of the Earth International), Mr. Henry Saragih, (fra La Via Campesina) and Ms. Amparo Miciano, (medlem af World March for Women’s National Coordinating Body i Filippinerne) fokuserede alle på de enorme sociale og miljømæssige konsekvenser som klimaforandringerne fører med sig og på kampen mod falske løsninger som afladskøb. Deltagerne, de fleste klædt i blåt, strømmede ind over Christiansborg Slotsplads medbringende flag og bannere, mens de råbte på: ”Klimaretfærdighed” og ”Ingen offsetting”. Hele showet endte i et stort menneskeligt banner, der lød “No Offsetting”. The Flood bragte også budskaber fra og historier om mennesker, som er direkte påvirket af klimaforandringerne. De udstilles som en del af projektet ”Climate Capsule” både i Bella Centeret og i det alternative klimatopmøde i Klimaforum09. ”Det er opmuntrende at se så mange mennesker fra hele verden stå sammen mod falske løsninger i den globale klimaaftale og kræve klimaretfærdighed nu og her. Vi er med til at vise forhandlerne og regeringslederne, at verden følger dem tæt, og ikke mindst at vi forventer og kræver, at de leverer en stærk og retfærdig løsning på klimakrisen,” udtaler Palle Bendsen, klimatalsmand for NOAH. Men han understreger også, at presset må opretholdes og forstærkes: ”De forstemmende meldinger fra EU landenes regeringschefer viser, at der er brug for at kræfter i civilsamfundet står sammen med udviklingslandene for at få de rige lande til at indse, at de ikke kan blive ved med at løbe fra deres ansvar.” ”Flood for Climate Justice” har vist, at der er folkelig opbakning til en klimaaftale, der anerkender de industrialiserede landes rolle og ansvar overfor den klimagæld, vi i industrilandene nu skal betale tilbage. NOAH Friends of the Earth Denmark kræver nu, at en global klimaaftales indhold også afspejler samfundets krav.
![]()











